Sådan anskaffer du dig legalt en pistol

Af Rune Engelbrecht Larsen

I årevis har højrefløjen med base både inden og uden for Folketinget tordnet imod indvandrere som "middelalderlige", "dyremishandlere" og "kvindeundertrykkere" og direkte truet med alt fra deportation, særlove og kollektiv afstraffelse til væbnet modstandskamp, sabotage og masseudvisninger. Faklen rejser på utraditionel vis spørgsmålet om, hvad der sker, hvis de ildevarslende perspektiver for landets indvandrere fortsat eskalererer i 2000-2010, som de gjorde i 1990-2000, og hvis trængte indvandrere eventuelt måtte overveje et fremtidigt selvforsvar med midler af en tilsvarende kaliber som den, dele af højrefløjen mere end antyder at ville bekæmpe indvandringen med ...

Våbentilladelse kan ifølge Bekendtgørelse om våben og ammunition mv. "gives til personer, om hvis personlige forhold og hidtidige vandel, der ikke foreligger oplysninger, som gør det betænkeligt at imødekomme ansøgningen" (§ 36). Langt de fleste over 18 år kan lovligt erhverve sig en pistol og tilhørende ammunition.

Sådan gør du:

1) Meld dig ind i en af politimesteren godkendt skytteforening under De Danske Skytteforeninger, Dansk Skytte Union eller Dansk Firmaidrætsforbund.

2) Kom regelmæssigt til skydning, overhold foreningsvedtægterne, opfør dig pænt, og udvis ikke iøjnefaldende "skydeglæde".

3) Efter to års upåklageligt medlemskab kan foreningens formand på dine vegne ansøge politimesteren om våbentilladelse til f.eks. en pistol, der er omfattet af skydeprogrammet for den af de tre ovennævnte hovedorganisationer, som skytteforeningen henhører under.

4) Hvis du er en blot relativt mønstergyldig borger, vil du i hovedreglen kunne få våbenpåtegning, dvs. tilladelse til at erhverve, besidde og opbevare f.eks. pistol og ammunition i to år ad gangen, så længe du forbliver medlem af en godkendt skytteforening og overholder gældende lov. Den pågældende våbentegning gælder kun ét specifikt skydevåben, som kan købes i en udvalgt våbenforretning.

Som man vil kunne forstå, beror tilladelsen i vid udstrækning på den lokale politimesters skøn, og i skytteforeninger er det da heller ikke ukendt, at visse politimestre er mere tilbøjelige til at give tilladelser end andre, hvorfor bopælskommunen kan være afgørende. Her må du altså forhøre dig nærmere i skytteforeningen. En ren straffeattest er selvfølgelig et afgørende skridt på vejen. Dansk statsborgerskab er ikke ekspliciteret som et krav i bekendtgørelsen.

1990-2000

I 1980erne begyndte de højrøstede mishagsytringer imod ikke bare dansk flygtningelovgivning, men også imod flygtninge og indvandrere af især muslimsk herkomst at præge debatten. Pastor Søren Krarup førte an, snart fulgt op af den Danske Forening og Fremskridtspartiet.

I 1990erne tilspidses agitationen løbende, og dele af pressen såvel som flere folketings- og lokalpolitikere, også langt ind i Socialdemokratiet, gør deres til at diskriminere og patronisere indvandrere med anderledes kulturmønstre, så en særlig klasse af etniske undermennesker udskilles, mistænkeliggøres og kriminaliseres i offentlighedens øjne.

Ikke-kriminelle asylansøgere uden ID fængsles på samlebånd; alene i 1998 over 5.000, dvs. mere end halvdelen af alle asylansøgere (kilde: Politiken, 19.10.99) – i princippet kan fængslingen opretholdes på ubestemt tid, hvilket de konservatives Helge Adam Møller dog storsindet vil begrænse til "omkring et tocifret åremål" (Jyllands-Posten, 25.6.97), mens Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen vil indføre "huskeceller" og modarbejde muslimske pigers "urimelige" afvisning af kønshårscheck som aldersbestemmelse (Ekstra Bladet, 8.5.97)

Flygtningeloven er blevet strammet et utal af gange i 90erne under den socialdemokratisk ledede regering, og flere og flere asylansøgere tvinges til en illegal tilværelse i konstant frygt for myndighederne. Mange afviste asylansøgere havner i "hjemlande", hvor fængsel, tortur eller det, der er værre, venter dem – ikke blot deres almindelige sikkerhed og tryghed står på spil, når de danske myndigheder afviser dem; de selv og deres familie kan reelt være i livsfare pga. udvisning. Asylansøgere, der afventer sagsbehandlingens resultat, må ofte tilbringe en årrække (helt op til otte år) i asylcentre, hvor de som regel bor 3-5 personer på blot 15 kvadratmeter (kilde: Psykolog Jørn Nielsen, Politiken, 23.8.96). En hel familie i et enkelt rum, der svarer til et dansk børneværelse. Uden at kende deres skæbne. Døgnet rundt. I årevis.

Får de så endelig asyl, får de adgang til et Danmark, hvor muslimske kvinder uden videre diskrimineres på arbejdsmarkedet pga. deres tørklæder; hvor omvendt bevisbyrde indtræder for dansk-udenlandske ægtepar, der skal bevise, at deres ægteskab ikke er proforma; og hvor hele partier, pressekampagner og foreninger er viet til at bekæmpe deres blotte tilstedeværelse.

Et Danmark, hvor 83% af befolkningen ifølge en EU-undersøgelse anser sig selv for "lidt eller temmelig racistiske" (kilde: Aktuelt, 22.12.97); hvor der ifølge en OECD-undersøgelse er absolut rekord i hele Vesten, når det drejer sig om indvandreres store andel i arbejdsløsheden (kilde: Jyllands-Posten, 14.11.99); og hvor en flygtning i 1999 får helt ned til 50% af den offentlige ydelse, som indfødte danskere modtager (kilde: lektor Morten Ejrnæs og lektor Simon Thorbek, den Sociale Højskole). Da indenrigsministeren efter øget pres fra UNHCR endelig varsler en annullering af lovens diskrimination, protesterer de største borgerlige partier, og den socialdemokratiske borgmester i Ishøj, Per Madsen er skuffet: "Os der sidder tæt på flygtningene kan se, at det nu bliver sværere at få dem i arbejde. Der er jo ikke længere nogen motivitation, og jeg frygter, at de nu blot sætter sig i deres sofaer og venter på, at der kommer en månedlig check." (Jyllands-Posten, 25.11.99).

Det Konservative Folkeparti slår på forhånd til lyd for at bruge den såkaldte rockerlov til at kriminalisere indvandrere alene på mistanke – partiets retspolitiske ordfører, Helge Adam Møller udtaler: "Man skal kende sine lus på gangen. Når nogle personer i [indvandrer]banderne ikke er straffede, er det jo ofte, fordi man ikke har fundet noget at hænge dem op på. Politiet skal have mulighed for at skønne, om der er begrundet frygt for, at de vil lave noget kriminelt og forbyde dem at opholde sig bestemte steder i et halvt eller helt år." (Information, 3.11.99).

Dansk Folkeparti vil forbyde al rituel slagtning – et forslag, som også nazisten Fritz Clausen stillede i 1942 – moskeer omtaler de som "misfostre", og kultur- og religionsbestemte sædvaner beskrives som "barbariske skikke", mens islamiske familierelationer atter og atter karakteriseres med etiketter som "prygl", "hjernevask" og "pigeomskæringer". Fremskridtspartiets Kim Behnke siger i 1997, at alle somaliere kan hjemsendes ved at blive smidt ud med faldskærme; Dansk Folkeparti lover i en annoncekampagne i 1999, at hvis man får magt, som man har agt, kan indvandreres danske statsborgerskaber annulleres med tilbagevirkende kraft efter år 2000. På årsmødet i 1999 foreslår Pia Kjærsgaard tilmed at udvise hele indvandrer- og flygtningefamilier, hvis deres børn gentagne gange begår kriminalitet. Socialdemokrater i Odense går Dansk Folkeparti i bedene og slår til lyd for at tvangsfjerne drenge fra indvandrerfamilier, ikke hvis de selv, men hvis deres søskende har været i konflikt med politiet …

Den Danske Forening går langt videre og opfordrer direkte til at danne en modstandsbevægelse imod indvandringen – til samme formål oprettes en hemmelig "kampfond", der "skal ligge som en latent trussel over for de kræfter, der undergraver Danmark" (Danskeren nr. 2, 1995). Søren Krarup "konstaterer", at en kommende modstandskamp allerede er uundgåelig: "Vi står utvivlsomt over for en periode med voldsomme og dramatiske begivenheder. Dette skændige forsøg på at voldtage det danske folk i dets eget hjem må og skal føre til en modstandskamp, hvor vi i troskab mod hele vores historie sætter os til modværge mod Danmarks undergang som dansk land." (Tidehverv nr. 3, 1992). I en kronik opfordrer pastoren uden omsvøb til at "sabotere" Dansk Røde Kors (Ekstra Bladet, 4.1.97).

Den Danske Forening holder sig til besættelsesmetaforikken og bedyrer, at foreningen "i rigeligt mål [råder] over erfaringer fra modstandsbevægelsens tid mht., hvorledes en sådan opgave kan løses effektivt, uden at de, der formidler informationerne, kan identificeres. Der er da også på visse områder truffet sikkerhedsforanstaltninger, som ikke harmonerer med opfattelsen af, hvad der skulle være nødvendigt i et frit samfund." (Danskeren nr. 2, 1987).

Også Ekstra Bladet sammenligner i en leder indvandringen med en "besættelse" (Ekstra Bladet, 5.5.97), imens Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre i forlængelse af præcis samme tankegang fastslår, at "det ikke blev den danske sangskat, der reddede Danmark fra den nazistiske besættelse" (Jyllands-Posten, 12.7.99) – så kan man selv gætte, hvilke midler han forestiller sig, der kan komme på tale, når fædrelandet skal frelses fra indvandringen.

Den Danske Forenings officielle politik er, at man ikke vil tage afstand fra sabotage mod og overfald på indvandrere og indvandrervenlige organisationer og institutioner, og medlemsbladet bringer tilmed uden forklaring adresser på enkelte af disse. Indvandrere omtales som "gøgeunger" (Danskeren nr. 4, 1991); i en tegneserieanmeldelse hyldes en "både sjov og tankevækkende" historie om modstanden mod "fremmede", der fremstilles som "rotter" (Danskeren nr. 5, 1996); og redaktøren af bladet karakteriserer indvandrerbutikker som "ukrudtsbutikker" og skriver lige ud: "Lad det blive et nationalt bud, at ingen ordentlig dansker sætter sine ben i ukrudtsbutikkerne." (Danskeren nr. 6, 1996). Retorikken er skræmmende velkendt.

Imens går den yderste højrefløj, der i ekstrem grad er præget af den Danske Forening, frem i meningsmålingerne. Fremskridtspartiet lægger afstand til, men profiterer i opinionsundersøgelser af Mogens Glistrups rabiate udtalelser om at indfange muslimerne og hellere masseudvise en halv million for mange end for få (Ekstra Bladet, 13.10.99). Og intet tyder på, at fremgangen standser ved de 12-15%, som Dansk Folkeparti kan mønstre – slet ikke når man betænker, at lignende partier for nylig har fået 20-30% af stemmerne i andre vesteuropæiske lande.

2000-2010

Hvor er vi monstro på vej hen? Hvad er det for et klima, som indvandrere lever under i Danmark i dag?

Prøv at erstatte "muslim", "flygtning" og "indvandrer" i disse siders mange citater med "kristen" eller "dansker" – hvilken "kristen" eller "dansker" ville i givet fald ikke være enig i, at om udviklingen fortsat eskalerer i 2000-2010, som den er eskaleret i 1990-2000, er det både forståeligt og nødvendigt at påtænke drastiske forhåndsregler med henblik på et muligt, om nok så hypotetisk selvforsvar?

Hvem ville i dag klandre en jøde i 1920ernes Tyskland, om han havde forudset skærpelsen af tidens antisemitisme og forberedt sig på nødværge for at forsvare sin egen og andre jøders tilværelse, som situationen spidsede til i 1930erne? Hvor meget skal den indvandrerfjendtlige udvikling i dagens Danmark da forværres, før vi ville undlade at klandre en muslim eller en hvilken som helst trængt asylansøger eller flygtning i Danmark for at gøre sig lignende tanker om selvforsvar i morgendagens Danmark?

For os at se er det ikke kommet dertil i dag. Og ingen logik nødvendiggør, at udviklingen i retning af regulær etnisk udrensning overhovedet behøver at manifestere sig, eller at eskaleringen af diskrimination og ulighed nødvendigvis behøver at fortsætte i samme tempo i det kommende tiår, som det har været tilfældet i det foregående. Men som det turde være fremgået her, har den yderste højrefløj såvel som andre fremtrædende borgerlige og socialdemokrater ganske indiskutabelt og for længst passeret den grænse, hvor det ikke er ubegrundet at frygte, ikke "blot" for afviste asylansøgeres liv og skæbne, men også for at herboende indvandrere kommer i en situation som f.eks. de danske jøder under besættelsen.

Men selv status quo er allerede udtryk for utålelige, diskriminerende og særdeles foruroligende trusler og tendenser, som det i dag ikke er et sekund for tidligt at gøre højlydt opmærksom på. Og da vi må konstatere, at fakta og dokumentation i den almindelige debat ikke i sig selv har formået at tilvejebringe en bevidsthed om de foruroligende perspektiver i den klapjagt, som mange indvandrere udsættes for, har vi dennegang valgt at indlede fakta og dokumentation med et mere slagkraftigt blikfang.

Som en minimal modvægt mod den stadig mere truende propaganda, indvandrere herhjemme må leve under, har vi således indledningsvis blot tilgængeliggjort for lidt flere, hvad i forvejen er offentligt kendt og helt legalt – hvordan man kan anskaffe sig et skydevåben som medlem af en skytteforening.

Selv om det turde være overflødigt at bemærke, skal vi for at undgå enhver misforståelse fastslå, at denne artikels overskrift og indledning naturligvis ikke er en opfordring til ulovligheder, men at begge dele ligesom bladets forsidemotiv alene skal ses som en utraditionel måde at fange opmærksomheden på og understrege bekymringen for implikationerne af den voksende diskrimination af etniske minoriteter.

Vi håber så, at en pistol som overfladisk blikfang er nok til at få flere til at få øje på selve sagen, nemlig det ildevarslende og truende klima, som indvandrere mødes med, og opfordrer til aktivt at påvirke debatten i medmenneskelig og humanistisk retning ved at tage skarpt afstand fra den yderste højrefløjs slet skjulte trusler om masseudvisninger og væbnet kamp mod indvandringen. Alene i dette og intet andet lys skal det ses.

Skrevet af Rune Engelbreth Larsen for Faklen nr.14 2000