Til systemets rod

af vhs

I dette oplæg vil jeg forsøge at forklare, hvad den ’materialistiske’ analyse går ud på, og hvorfor den er nødvendig, hvis man ønsker radikale forandringer, dvs revolution. Jeg beskæftiger mig med forholdet mellem undertrykkelsesformer og økonomisk og politisk magt og går imod tendensen til at fokusere på et individuelt udtryk for en undertrykkelsesform istedet for de strukturelle magtforhold, det giver mening i.

Mange kender sikkert allerede til de fleste emner i denne tekst, men min oplevelse er nu, at disse ret grundlæggende ting ikke kan siges for tit. Yderligere har jeg af og til oplevet at især moderne venstreorienterede (heriblandt "post-modernistiske" af forskellige retninger) ikke vil kendes ved den venstreradikale analyse, men istedet tenderer mod at være - hvad jeg vil forklare her i teksten - idealistiske liberalister.

Den ’materialistiske’ og struktur-orienterede istedet for symptom-, og individorienterede indfaldsvinkel er efter min mening afgørende for politisk radikal forandring, uanset om man betragter sig selv som "marxist" eller "anarkist". Den historiske materialisme er ganske vidst opfundet - eller navngivet - af Marx, men er ubetvivleligt en analysemodel, som langt de fleste anarkister har været enige i, både før under og efter Marx. Som anarkist er jeg derfor enig med Marx om at idealistiske eller "utopiske" socialister / anarkister mangler en analysemodel, der adskiller dem fra "blot" at være progressive liberalister. Der kommer hverken socialistisk eller anarkistisk revolution ud af blot at forandre symptomerne i et samfund.

Liberalister kan skam være velmenende nok, når de tager afstand fra undertrykkelse som racisme, sexisme m.v. Men det, der adskiller venstreorienterede fra liberalister er, at - ihvertfald nogle - liberalister udelukkende ser undertrykkelse som et individs isolerede handling, abstrakt adskilt fra det økonomiske system og de sociale strukturer, det foregår under. Venstreorienterede ønsker derimod at forandre det system, der er grobund for undertrykkelsen - vi ønsker at analysere og bekæmpe undertrykkelsens rødder.

Til systemets rod

Det er iøvrigt det, der menes med ordet ’venstreradikal’: at vi radikalt ønsker at analysere og forandre systemets rod og undertrykkelsens primære årsag (’radikal’ kommer af ’radis’ som betyder ’rod’).

For nogle liberalister er et individs handling udelukkende udtryk for det isolerede individs rationelle eller irrationelle overvejelser - som om, der var et isoleret "jeg", en sjæl, der ikke var påvirket af og en del af omverdenen. Det betyder, at sådanne (velmenende) liberalister må se undertrykkelse som noget der udføres af irrationelle folk - dvs "syge" med en forkert "sjæl". Venstreradikale ser derimod de såkaldt "syge" handlinger, som noget der udspringer af et "sygt" samfund. Det betyder ikke, at vi ikke bekæmper de enkelte undertrykkende individer, for de er med til at skabe det undertrykkende samfund. Men det betyder, at det ikke er nok for os - vi vil forandre de strukturer, det samfund, som er med til at skabe undertrykkelse og undertrykkende individer.

Et samfund består af mange forskellige "lag" og strukturer: sprog, sociale normer, politiske institutioner og praksis. Men for de fleste venstreorienterede - ihvertfald dem, der ikke kalder sig noget med ”post-” - står det klart, at de væsentligste strukturer i et samfund er de økonomiske. Økonomisk forandring er drivkraften - eller ihvertfald en vigtig én - i politisk, kulturel, og social udvikling. Måske endda også i psykologisk og biologisk udvikling.

Når jeg taler om økonomi, så mener jeg ikke bare penge- og valutapolitik, rentediskurs og flexlån. Jeg taler om økonomi i den bredeste forstand - som de betingelser og omstændigheder, der er i et givent samfund, for anskaffelse af livsfornødenheder og andre varer. Økonomi handler om hvordan, man tilegner sig disse værdier, om og hvordan man finder dem, producerer dem, bytter - dvs handler - med dem, og så videre. Disse øknomiske strukturer er et helt grundlæggende livsvilkår for alle levende væsner. Det er en primær samfundsstruktur, som er årsag til andre strukturer. Forandringer i disse vilkår er basis for forandringer i samfunds- og livsformer, tænkning og bevidsthed, sprog politik og idéer og sociale omgangsformer.

Forandringer

For at tage et eksempel på hvor meget det måske kan betyde: Vi nedstammer fra aber. Aber der tilbragte det meste af deres liv i oppe i træerne og primært levede af frugter, som hang i træerne, hvilket var deres økonomiske vilkår. Om det er på grund af fødevareknaphed og overbefolkning - dvs økonomiske forandringer - eller om der var andre årsager, der gjorde, at en af livsformerne før homo sapiens forlod livet i træerne, det er ikke til at vide. Men at de bevægede sig ud på stepperne, har betydet et kæmpe forandring i de økonomiske betingelser - de forhold hvorunder de kunne anskaffe sig føde. Dels kunne de ikke længere leve af frugt, men måtte blive ådselsædere og rovdyr, dels måtte de forsvare sig mod de rovdyr, der udgjorde en noget større trussel og konkurrence end under livet i trækronerne. De måtte omstille sig til at blive jægere og organisere sig med nye samfunds- og familiemønstre. Deres kulturelle og sociale livsform måtte forandres - og i det lange løb selve den biologiske livsform, idet kroppen slægt efter slægt tilpassede sig det nye liv.

De senere opfindelser af husdyrhold og landbrug har også betydet økonomiske forandringer, som har medført enorme kulturelle og idémæssige forandringer. For eksempel ideen om privat ejendomsret til jord, atter nye familiemønstre, en anden type krige og så videre.

Men lad os springe fra bondestenalderen og op til lidt mere moderne tid, for de næste årtusinder gik jo på en måde bare på at videreudvikle bondestenalderens teknologi og samfundsforhold til større og større målestok: småbonden fik medhjælpere, en hær og slaver, dannede små høvdingedømmer og kongeriger til feudalsamfundets hierarki med fæstebønder, godsejere, adel og kongen. Under hele denne udvikling er det væsentligeste råstof jorden, og konflikter foregår omkring ejerskab til jord. Mennesker var en anden ressource - bønder som kunne dyrke den jord, som udbytterne ejede, eller sendes i krig, så udbytterne kunne få mere jord.

Selvfølgelig skete der en mere kvalitativ udvikling også igennem århundrederne med feudalstyre. Men det skete sideløbende med og på trods af feudalismen i takt med at nye teknologier og økonomiske betingelser blev opdaget og opfundet. Infrastrukturen blev bedre, så folk kunne rejse længere, hvilket banede vejen for købmænd, der kunne købe varer billigt ét sted og sælge dem et andet, hvor de var mere sjældne og derfor dyrere. Andre så muligheden for at tjene på at låne penge til at financiere kongernes krige og købmændenes æventyr: renten og bankvæsenet var opfundet. Enkelte håndværkere blev i byerne samlet i værksteder, hvor flere arbejdede med hver deres dele af produktionen.

Alt i alt blev den spæde kapitalisme altså født under feudalismen, den voksede ud af feudalismen og blev efterhånden en konkurrent til det feudale system: pludselig var mængden af jord, man ejede, ikke altafgørende for ens økonomiske velstand. Købmændene, bankejerne og værkstedsejerne kontrollerede den nye økonomi, og da de blev stærke nok, krævede de mere politisk indflydelse. Feudalsystemet blev afskaffet. Pengehandel og kontrol over de nye produktionsmidler var det, der kunne sætte dagsordenen under kapitalismen.

Revolution

Ét økonomisk system, der overtager et andet og skaber nogle helt nye økonomiske vilkår og dermed samfundsforhold - det er det, vi kalder en revolution. Den kapitalistiske revolution kom, fordi udviklingen i de økonomiske forhold havde skabt nye ejere over produktionsmidlerne - ejere som nu kunne sætte deres økonomiske magt op imod jordejernes formelle politiske magt. Begge parter ejede mange steder militær magt, og da de formelle magthavere ikke ville opgive deres politiske magt, blev den kapitalistiske revolution nogle steder voldelig. Kapitalisterne allierede sig blandt andet med bønderne, som også var interessere i at få afskaffet feudalvæsenet. Kapitalisternes interessesfære var hovedsageligt i byerne, hvor fabrikkerne og masseproduktionen fandt sted.

Med overgang fra feudalisme til kapitalisme - to forskellige økonomiske strukturer - opstod ikke bare nye produktionsmåder og dermed udbytningsmetoder samt nye politiske samfundsforhold. Nye idéer og bevidstheder blev skabt. Under feudalsamfundet var slægttræer, tradition og hvor meget jord, man og familien ejede, for eksempel æresting. Under kapitalismen opstår nye moralbegreber som "det frie initiativ" for nogle og "ære i arbejdet" for andre. Hvor den sociale rangorden før var noget guds- eller naturbestemt, så bildte kapitalismen nu folk ind, at alle - teoretisk set - kunne bryde med den sociale arv og finde lykken. Liberalismen som ideologi var med andre ord skabt: idéen om at det enkelte individ selv skaber sin tilværelse uafhængigt af de økonomiske forhold.

Mellemstykke: Undertrykkelsens lag

Med kapitalismen fulgte også nye former for undertrykkelse udover det nye lønarbejdssystem, hvor arbejderne udbyttes. Racisme og det patriarkalske samfund har sandsynligvis eksisteret altid, men i vidt forskellige former. Som sagt kan sociale forandringer skabe nye familiemønstre - og derved nye kønsroller. Under feudalismen blev kvinden også betragtet som mindreværdig, men alt efter sociale lag, havde hun en fast og vigtig plads i systemet - hos den besiddende klasse som viderefører af slægten, som prydsgenstand og via giftemål som symbol på alliancer mellem slægter. Hos bønderne havde hun rollen som producent af mere arbejdskraft (at føde børn), men udfyldte også væsentlige men kønsspecifikke roller i selve produktionen. Slægtens rolle i feudalsamfundet gjorde opretholdelse af kønsrollerne væsentlige for produktionsforholdenes opretholdelse. Det kønsspecifikke hierarki blev begrundet i "Guds orden" - manden var simpelthen tættere på Gud end kvinden, fordi Adam var "det første menneske".

Kapitalismen voksede ud af feudalismen, og den tog med sig, hvad den kunne bruge. Der var stadig brug for bestemte familiemønstre og kønsroller for at organisere rollefordelingen i produktionen. Industrialiseringen skabte også overbefolkning i byerne, hvorfor kvindens seksualitet blev anset som "ufornuftig", og alt efter kapitalismens udviklinger har der været forskellig brug for kvinder i produktionen som lavtbetalt arbejdskraft. Under liberalismens ideologi blev kvinden blot antaget for at være mindre "fornuftig" end manden istedet for fjernere fra Gud - i begge tilfælde var hun "mindre rigtigt menneske", idet det menneskelige blev opfattet som det fornuftige (indenfor kapitalens "fornuft"). Uligheden blev under liberalismens lighedsidé begrundet i, at ikke alle delte samme fornuft og dermed ikke kunne tage lige vare på sig selv og skabe sine egne muligheder.

Det samme ræsonement gjaldt forholdet til "de fremmede" - de mennesker, der boede udenfor det enkelte produktionsområde eller magthavernes sfære af dominans. Under feudalismen blev krig mod og underkuelse af fremmede folk begrundet med at de var "ukristelige" - også når man erklærede krig mod andre kristne nationer. Med liberalismen blev det begrundet i den kapitalistiske "civilisation", som var "fornuftig", og at de andre folk dermed var "ufornuftige", og altså ikke lige meget værd. Kolonialiseringen af fjerne folkeslag blev anset som "den hvide mands byrde" - de "uciviliserede" folk kunne jo ikke klare sig uden den vestlige verdens dominans over dem. Både under kapitalismen og feudalismen var den egentlige drivkraft udvidelsen af det pågældende økonomiske system: erobringen af nye ressourcer og markeder. Racismen har også skiftet karakter afhængigt af udviklingerne i det kapitalistiske system. Industrialiseringens maskiner overflødiggjorde slaveriet, der kunne effektiviseres af lønarbejdsystemet, og folk der før blev anset som uciviliserede "barbarer" er blevet accepteret, hvis kapitalen har haft brug for udefrakommende arbejdskraft.

Begrundelser for undertrykkelserne har også skiftet. Idéer om forskelle i "fornuft" blev afløst af idéer om "biologisk-videnskabelige" forskelle mellem mænd og kvinder og mellem folkeslag. Idag er det for eksempel stadig en almindelig begrundelse for den manglende ligeløn, at det er kvinder, der føder børn. Idéer om kulturelt eller religiøst betingede forskelle, som begrundelse for racistisk undertrykkelse er vendt tilbage efter den seneste verdenskrig, men det drejer sig stadig om at tilskrive mennesker nogle essentielle egenskaber, som de ikke kan forandre.

Både racismen og de patriarkalske kønsroller (der iøvrigt påvirker begge køn omend forskelligt) har som funktion at tilskrive bestemte roller til bestemte grupper indenfor det økonomiske system alt efter hvad det har brug for, samt at begrunde de privilegier, den herskende klasse har. Da den mest priviligerede indenfor den herskende klasse som regel er en hvid mand, og det er dem, der kontrollerer de økonomiske strukturer, så må de samtidig finde på begrundelser for de patriarkalske og racistiske strukturer, undertrykkelses- og udbytningsformer. Uligheden under kapitalismen har af liberalismens lighedstankegang haft mange forskellige legitimeringer.

Af og til har bestemte grupper enten blevet stærke nok, eller også har kapitalismen haft brug for dem i en ny rolle, og så har de fået "ligeret" til at deltage i udbytningen og konkurrencen. Liberalistisk kamp mod undertrykkelse drejer sig om at "demokratisere privilegierne", som den herskende klasse har, istedet for at afskaffe privilegierne. Ved at lukke nogle folk ind i varmen har man kunnet opretholde en "del og hersk"-politik, hvor de samme økonomiske udbytningsstrukturer med de samme racistiske og sexistiske lag er gældende.

Idéer og individer

Hvad er det så, jeg vil med denne lange historie om verdenshistoriens udvikling? Det er som sagt at illustrere, hvordan økonomiske forandringer - forandringer i produktionen og handelen og tilegnelsen af livsfornødenheder og andre varer - det er drivkraften i samfundsmæssige, politiske og ideologiske forandringer.

Forsimplet - javist - men hvis i synes, at det lyder lige lovlig materialistisk, så må jeg spørge hvor i alverden idéer og forandringer så skulle komme fra? Den liberalistiske idealisme, som siger at det er folk der får bestemte idéer, de kan se, er fornuftige og retfærdige, og dernæst fører dem ud i livet, må jo antage at mennesket har en bevidsthed, der er helt upåvirket af verden. Hvor kommer idéerne så fra? Fra en isoleret "sjæl", der ikke er påvirket af en kropslig omgang med omverdenen? Jamen, hvis den sjæl er helt isoleret, hvordan kan den så forandres og få nye idéer? Fra en eller anden guddommelig "Fornuft" eller "Ånd" (som hos Hegels idealisme), som den er i kontakt med, og som forandrer sig? Ærligt talt, så synes jeg, at den materialistiske teori om økonomiske forandringer lyder mere plausibel end sådan noget kvasi-religiøst nonsens.

Naturligvis er det også for forsimplet, at skyde al ansvar for al udvikling over på en naturgiven udvikling i produktionsforholdene. Det er ikke rendyrket determinisme, jeg taler for. Produktionsforholdene og de økonomiske vilkår er også skabt af mennesker, men en struktur er noget der skabes af mange individer og individuelle handlinger, som fletter sig sammen, og lukker og åbner muligheder for bestemte handlingsmønstre. Man kan ikke få enhver idé i enhver tid, men man behøver heller ikke at nøjes med de herskende idéer. I komplekse samfund har vi forskellige roller og der er alternative strukturer indenfor de herskende strukturer. Nogle af disse kan ligefrem være trusler til den herskende orden, selvom de er produkter af den. På den måde skaber undertrykkelse også grobunden for idéer om sin egen afskaffelse.

Vi - som bevidste individer - er en del af verden. Vi er hverken "fornuftige" og "ufornuftige" i nogen absolut forstand - det der dømmes som "fornuftigt" er blot det, der er i overensstemmelse med de herskende strukturer og den eksisterende orden. Som dele af de herskende strukturer er vi alle med til enten at skabe og opretholde dem eller bekæmpe dem. De er menneskeskabte og kan laves om af mennesker, som bryder med den herskende fornuft. Forandringer er kommet ved at folk har fulgt deres interesser og fundet nye måder at organisere sig og produktionen og økonomien på på mindre planer - dermed har de skabt nye strukturer indenfor de herskende, som på et tidspunkt måske kan bryde radikalt med den herskende politiske, økonomiske og sociale orden. Ved at gå igang med at skabe nye økonomiske og sociale strukturer i det små har de også banet vejen for at skabe nye idéer.

Ansvar og modmagt

At en undertrykkende person har fået sin bevidsthed til dels fra en undertrykkende samfundsstruktur fritager ikke vedkommende for ansvar for sine handlinger. Tværtimod så er hendes/hans handlinger brikker i den undertrykkende struktur, og må bekæmpes som sådan. Men som venstreradikale, må vi også se bagom den isolerede handling og analysere de strukturer, den udspiller sig indenfor.

Hvis vi vil forandre verden må vi ikke blot bekæmpe den direkte undertrykkelse fra individer samt de strukturer, som udgøres af samtlige individer, men også skabe nye strukturer, der kan bane vejen for nye tanker og samfundsformer. At bryde ned og bygge op må hænge sammen - for opbygningen af fungerende, konkrete alternativer til kapitalens logik er i sidste ende det, der virkelig kan nedbryde den. Det drejer sig om at opbygge et styrkeforhold, og hvis man vil det, kan man ikke bare "melde sig ud" - vi må aktivt opbygge økonomiske og sociale strukturer, der kan udgøre en trussel overfor den herskende orden. Det er selvfølgelig altid svært, når man dermed per definition er oppe imod den herskende orden. Ikke før vi besidder økonomisk og social modmagt kan vi virkelig gennemtvinge de samfundsforandringer, som udgør en social revolution. Men det betyder ikke, at vi ikke kan gå igang med kampen for mindre forandringer indenfor den herskende struktur nu - det er de forandringer, der gerne skulle bane vejen for et totalt brud.

Alle er naturligvis ikke lige ansvarlige for verdens tilstand. Vi er alle en del af de samfundsmæssige strukturer, men nogle er ofre for dem, selvom de er brikker i dem og er tvunget til at bidrage til deres opretholdelse, og andre har interesse i dem og er aktive i forhold til at opretholde og styrke dem samt at knuse eller inkoorporere eventuelle modstrukturer. Begge sider følger som regel blot de interesser, de økonomiske strukturer har tildelt dem.

Når vi vil forandre og bekæmpe det herskende system, må vi foretage en analyse af hvem, der har interesse i at opretholde det. En arbejder, der stemmer på Venstre eller Dansk Folkeparti eller for en overenskomst på grund af umiddelbare individuelle økonomiske interesser, er ganske vidst med til at opretholde systemet, men hun/han er ikke vores umiddelbare fjende. At bekæmpe dem forandrer ikke samfundets strukturer, selvom deres handlinger kan være en forhindring for forandringerne.

Vores opgave må være at skabe et konkret alternativ - en modstruktur, der gør, at man både kan forfølge egne interesser og samtidig være en del af en samfundsforandrene proces. Når folks eneste erfaring fra strejker for eksempel er, at de dels er nytteløse og dels resulterer i bøder, som fagbevægelsen i sin tid har været med til at godkende, så er det klart, at den personlige motivation for at udgøre en trussel mod det udbyttende lønarbejdssystem mindskes. Når strejker frembringer konkrete resultater og forbedringer, så giver det helt af sig selv en stærkere følelse af, at det nytter at være solidarisk og at kæmpe. Hvis folk har nok til at klare sig, men er i en position, hvor de konstant frygter at miste det, de har, så opbygges der ikke nogen modmagtstrukturer.

En kamp fra bunden imod hele systemet

Kampen imod den enkelte racist, den enkelte sexist er absolut væsentlig. Det vil mange ægte liberalister være enig med os i. Men hvis vi vil afskaffe racisme og sexisme, så må vi bekæmpe de samfundsstrukturer, der deler folk ind mere- og mindreværdige, og tildeler os forskellige roller i udbytningens hierarkier. I samfund, hvor nogle få sidder på den økonomiske magt og dermed på privilegierne, vil der være ulighed, og uligheden rammer bestemte befolkningsgrupper mere end andre alt efter hvem, der sidder på magten.

Derfor må vores solidaritet knytte sig til de mest undertrykte, idet omfattende forbedringer i deres livsvilkår vil indebære de største forandringer for alle. I et samfund, hvor de økonomiske vilkår betyder alles kamp mod alle, har solidariteten ringe vilkår, med mindre vi kan se vores interesser i de mest marginaliseredes befrielse og knytte kampene sammen. "Ingen er frie før alle er frie", for hvis en marginaliseret gruppe skulle få adgang til de liberalistiske "rettigheder", men udbytningens økonomiske strukturer fortsætter, så har det blot betydet at undertrykkelsen har skiftet karakter eller offer, hvilket kan skifte tilbage igen, når som helst styrkeforholdene ændrer sig. Kampen for "rettigheder" er kun et middel i kampen om de økonomiske betingelser, der bestemmer hvad der er ret.

I et samfund, hvor nogle få sidder på den økonomiske magt, er det denne herskende klasses idéer, der vil være de herskende idéer. De bestemmer de spilleregler, som vi allesammen er underlagt, hvis vi vil have mad på bordet. Rollen for revolutionære må være ikke bare at bryde med de eksisterende spilleregler, men at lave nye regler mens spillet foregår. Vi må skabe nye økonomiske strukturer, der kan udgøre en modmagt, fordi de udgør et reelt og attraktivt alternativ til den herskende orden og samtidig bryder radikalt med dens logik. Hvis ikke vi kan opbygge en praksis og et andet økonomisk system, der er attraktivt for folk, der af gode grunde plejer deres egne interesser, så når vi ikke nogen afgørende forandringer. Ved at omskabe de økonomiske betingelser skaber vi nye interesser og nye sociale omgangsformer.

At agitere for at vi alle skal gå ned i velfærd, er at agitere for liberalistisk "hattedame-barmhjertighed", som ikke er attraktivt for andre end de velstillede liberale med gode intentioner. Det skaber ikke nogen grundlæggende forandringer, idet de samme få kontrollerer den økonomiske magt. Jeg vil hellere hjælpe de dårligst stillede med at tage, hvad de vil have, og sørge for at de ikke har noget at frygte ved det, end at sætte min lid til systembevarende nødhjælpslogik. Hvis ikke revolutionen også er i folks økonomiske interesse, så forbliver den et intellektuelt drømmeri.

Skrevet af vhs, 2004, til et mundtligt oplæg. Teksten er bearbejdet og forordet er tilføjet i 2007.