Følelsesmæssig førstehjælp

Nogle råd om at håndtere traumatiske oplevelser før, efter og under en aktion

Vold og brutalitet følger med udøvelsen af politisk magt og repression. For os aktivister er det derfor vigtigt at være bevidste om hvordan, oplevelser med vold kan påvirke os, og hvordan vi kan håndtere dem. Alt for ofte bliver følelsesmæssige stress-reaktioner efter traumatiske oplevelser fortolket som en personlig svaghed og bliver ikke givet den nødvendige støtte. Det skal være en del af en venstreorienteret selvforståelse at opbygge en basis, som kan gøre det muligt at håndtere angst og andre følelser efter traumatiske oplevelser.

En introduktion til begrebet traume

Den tilstand, vi kan befinde os i efter (direkte eller indirekte) voldelige oplevelser, bliver af psykologerne kaldt „post-traumatisk stress" (PTS). Der er forskellige tegn på post-traumatisk stress:
 At genoplive det oplevede: Mareridt, Flashbacks, ufrivillige (ofte tilbagekommende) minder, følelsen af at det oplevede ikke kan give slip på én, etc.
 Benægtelse / Fortrængelse: Hukommelsestab, forhøjet forbrug af alkohol eller andre stoffer, selv-isolering, undgåelse af alle der har haft med oplevelsen at gøre eller minder én om den, opbyggelse af distance til det oplevede, etc.
 Irritation / overreaktion: Søvnløshed, pirrelighed, følelses- og vredesudbrud, angst, panik, koncentrationsbesvær, frygt, etc.

Dette er de mest almindelige reaktioner efter ekstreme oplevelser. De kan forekomme alene, efter hinanden eller sammen. Af og til kommer reaktionerne først meget senere (uger eller sågar år). Mange mennersker har oplevet dem - og overlevet dem.

Gennem vores opførsel kan vi hjælpe os selv og andre med at bearbejde disse oplevelser. Et mål er derved at integrere traumet i den ramtes liv - for det kan ikke gemmes væk og det har forandret personen. Mennesker reagerer meget forskelligt på traumer og med vidt forskellig styrke.

Mulige reaktioner efter et traume

 Ikke at være istand til at lægge opslidende billeder og minder fra sig, flashbacks (følelsen af igen at befinde sig i situationen), mareridt.
 Depression, manglende livsglæde, selv-isolering, følelse af tomhed eller spaltethed.
 At trække sig tilbage og isolere sig, at undgå sociale aktiviteter.
 Førhøjet forbrug af alkohol eller andre stoffer.
 Ændring af spise- og sovevaner eller seksuelle vaner.
 Mavepine, kvalme, muskelspændinger, tryk, frygt, ængstlighed, overdreven årvågenhed, panik-angreb, fobier, uro.
 Skyldfølelse, skam, selv-anklagelse, beklagelse.
 Ikke at kunne "fungere" som normalt, lægge planer eller træffe beslutninger.
 Irritation, vrede, følelsesudbrud, ukontrollabel gråd, indre smerte.
 Selvmordstanker, følelsen af at livet ikke har nogen værdi eller mening.
 At tvivle på sit politiske engagement og sociale forhold.
 Ukontrollerbare minder om den tramatiserende oplevelse. Manglende følelse for fremtiden og tro på at denne fase vil gå over.

Hvad i kan gøre som gruppe

 FØR en aktion bør i tale om, hvor godt eller skidt i har den, hvor jeres grænser går, og bliv enig om hvem i forventer støtte fra i uforudsete situationer - også når i pludselig vil "væk" og har brug for nogen, der bliver hos jer. Dan tætte grupper og pas godt på hinanden!
 Tag jer god til at tale sammen om, hvad der er sket, efter en aktion. Giv alle de af jer, der var med til den og vil tale om den, mulighed for at fortælle, hvor de var, hvad de gjorde, så, hørte og hvordan de følte og tænkte ved det. Derved kan hjernen bedre forholde sig helt til historien i hovedet og forstå den.
 Tænk på, at det ikke kun er sårede personer, der har brug for støtte. Også de, der støtter, har brug for en skulder at støtte sig til.

Hvad du kan gøre for dig selv

 Fortæl dig selv, at dine reaktioner er normale, og at der findes hjælp! Dette er en svær periode, men den går sandsynligvis snart over igen.
 Umiddelbart efter en traumatisk oplevelse bør du gå hen til et sted, hvor du føler dig sikker, og sørge for, at der er nogen, der kan tage sig af dig.
 Bevægelse forebygger stress. Det er af og til bedre at gå eller løbe en tur for at slappe af, end det er at sætte sig ned.
 Forsøg ikke at isolere dig selv. Henvend dig til dine venner og fortæl dem, at du har brug for hjælp.
 Tag dig god tid. Hav tålmodighed med dig selv, og lad være med at fordømme dig for din tilstand. Indre sår har lige så meget brug for tid og ro for at kunne hele som ydre sår.
 Det er en almindelig reaktion, at det gør ondt på dig, når andre virker som om, de er kommet bedre igennem det, end du er. Vær bevidst om, at mennesker er forskellige, at reaktionernes styrke også kan hænge sammen med tidligere traumer, og at det ikke er noget tegn på svaghed at have smerter efter at være blevet såret.
 At holde sig selv ansvarlig for det skete er en reaktion, der ofte hænger sammen med et traume. Gør dig det klart, at det ikke er din skyld, hvad der skete - skylden ligger hos gerningsmanden.
 Familie og venner ved ofte ikke hvordan de skal håndtere din tilstand. Fortæl dem det når du ikke synes, at deres opførsel hjælper. Sig hvad du har brug for.
 Fortrængelse virker på længere sigt negativt og indskrænkende.
 The og baldrian virker beroligende ligesom massage og varmt bad. Alkohol/stoffer eller "blot" kaffe virker snarere negativt.
 Lær mere om, hvordan traumer fungerer. Jo mere du forstår, des lettere er det for dig at være bevidst om at dine reaktioner er "symptomer".

Hvordan du kan støtte dine venner

  Lad være med at vente til de beder dig om hjælp, men vær der for dem. Giv ikke op, heller ikke hvis du føler, du ikke kommer nogen vejne.
  Det er vigtigt at få talt ud i de første dage umiddelbart efter oplevelsen. Det er ofte i dem, vedkommende "lukker sig inde".
  Måske føler du dig usikker og ved ikke, hvordan du skal forholde dig. Få information om traumer, så du bedre kan forstå reaktionerne. Simpelthen at opføre sig "normalt" uden at virke medlidende og påtrængende kan hjælpe meget. Sørg samtidig for at være tolerant overfor reaktionerne. Det vigtigste er, at din ven føler sig tryg og godt tilpas i dit selskab.
  Traumatiserede mennesker isolerer sig ofte og har svært ved at bede om hjælp. De vil ikke have medlidenhed men forståelse, ingen påtrængende hjælp men medfølelse.
  Husk at folk ofte virker okay umiddelbart efter den traumatiske oplevelse og først får reaktionerne senere.
  Vær god til at lytte. Undgå at tale for tidligt, for længe og for meget. Vi har tit tendenser til at give for mange gode råd istedet for virkelig at høre efter....
  Forsøg at forstå, hvad der er sket med din ven, og forsøg at sætte dig ind i, hvordan han/hun har det nu.
  At genfortælle det kronologisk hjælper hjernen med at bearbejde det oplevede. Opfordr din ven til stille og roligt og uden pres at genfortælle oplevelsen: følelser, sanseindtryk, tanker osv.
  Traumatiserede mennesker kan have svært ved at klare selv små opgaver. Det kan være en stor hjælp at hjælpe med at lave mad eller andre ting, men pas på ikke at indskrænke din vens selvbestemmelse.
 Irritation, utanknemmelighed og utilnærmelighed er alle "symptomer", der ofte forekommer. Tag dem ikke personligt og lad ikke din støtte påvirke af dem.
 At sige: "Nu må du altså snart være kommet over det. Tag nu ansvar for dit liv igen," forårsager som regel kun, at den traumatiserede person ikke føler sig forstået og distancerer sig selv.
 At bore i det - d.v.s. krampagtigt at forsøge at få personen til at tale om noget, han/hun ikke vil tale om - kan forårsage tilbagetrækning og distancering.

Ved manglende støtte kan reaktionerne forstærkes. Det betegnes som den „sekundære traumatisering“. (At man ikke kan forvente nogen god behandling fra gerningsmændene er klart, men når man bagefter føler, at ens venner ikke er der for en, så bryder ens verden sammen...). Denne sekundære traumatisering kan ofte være mere alvorlig end det, man har gået igennem, og derfor svær at tage alvorlig. Sørg for at dine venner ikke føler sig efterladt alene.

Det gælder også for dig - denne periode kan være svær, men den går over igen. Pas på dig selv og vær god mod dig selv. Tal med nogen om hvordan, DU har det.

Gode terapeuter kan hjælpe. Når du har brækket benet, så går du jo også til lægen... et traume kan sammenlignes med en psykisk skade. Terapeuten skal have erfaring med traume-behandling og acceptere din politiske holdning.

For mere information se bl.a. www.activist-trauma.net

Denne tekst er skrevet af Out of Action