At afvæbne racismen

af 1.maj 2008

Racismen har på flere planer nået hidtil usete højder i Danmark de seneste årtier. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at vi udvikler en kvalificeret og slagkraftig kritik af racismen for at kunne afvæbne den højreorienterede retorik, der sniger sig længere og længere ind på venstrefløjen.

Det er ofte feministisk lignende argumenter, der bruges til at retfærdiggøre racisme, og disse argumenter er med til at genoplive old school imperialistiske ideer om, hvordan ’folk fra andre kulturer’ er i forhold til den såkaldt danske eller vestlige kultur.

Racismen er kønnet

Racismen er med til at producere forestillinger om køn. Tænk for eksempel på de racistiske stereotyper om den stakkels indvandrerkvinde, der skal frelses af en stram udlændingelov, eller om indvandrermanden, der pr. definition er en latent voldtægtsforbryder på grund af hans kulturelle baggrund. Eller tænk på, at østarbejdere altid beskrives som mænd og som en trussel mod de danske arbejdere, mens kvindelige migranter knyttes sammen med trafficking og opfattes som passive ofre. Samtidig knyttes kvindelige migrantarbejdere ofte sammen med erhverv som prostitution eller privathushjælp - erhverv der ikke defineres som egentligt arbejde.

Undertrykkelse er ikke kultur

Hvor tit hører vi ikke, at undertrykkelse af etniske minoritetskvinder forklares med kulturforskelle? Kulturen tillægges en ekstremt deterministisk rolle og beskrives som årsag til undertrykkelse. Kulturer og religioner fra for eksempel Mellemøsten eller Asien gøres til fastfrosne størrelser, som ikke kan forandres. Dette skjuler, at kulturelle praksisser altid er til forhandling – og at definitionerne af, hvad kultur er, altid er et konfliktfelt.

Et godt eksempel er tørklædedebatten, hvor et religiøst symbol tillægges en bestemt kulturel essens, hvis det ikke er kristent. Der er ikke nogen, der ville hævde, at en religiøs kristen med et kors om halsen ved hendes blotte tilstedeværelse på folketingets talerstol ville være et slag i ansigtet for kampen for kvinders frihed og ligestilling mellem kønnene, som det ofte er blevet sagt om kvinder, der bærer tørklæde. Da den slags ræsonnementer er blevet så godt som vedtagne sandheder i Danmark i dag, er de svære at slippe uden om – også for venstrefløjen.

Når feminisme retfærdiggør racisme

Feminisme bruges ofte til at retfærdiggøre racisme. Feminismen bliver taget som gidsel i racismens tjeneste ved, at den defineres som en vestlig liberal værdi – ligestilling bliver noget, ’vi’ har, som indvandrerne skal indordnes under, frem for noget vi kæmper for.

Når højreorienterede debattører og politikere gang på gang fortæller den ’muslimske kvinde’, hvor undertrykt hun er, eller når stramninger i udlændingeloven vedtages på baggrund af argumenter om, at de er til gavn for kvinder, som er udsat for tvang, så er det racisme. Den slags argumenter spiller på en ambition om at frelse kvinden fra ’den anden kultur’, og hermed gøres kvinderne til rene ofre som andre taler på vegne af. Ved første øjekast kan denne argumentation ligne feminisme, men mener man, at feminisme handler om at styrke undertrykte gruppers position og give dem en stemme, er det bestemt ikke feminisme. Denne argumentation forsøger snarere at fratage kvinder al handlekraft og retfærdiggøre, at kvinder fremstilles som ofre.

Disse debattører og politikere er brugbare samarbejdspartnere for autoritære kræfter uden for vesten eller med ikke-vestlig baggrund. For de er alle rørende enige om, at kvinders lighed er et vestligt koncept og mener enten, at det skal påtvinges eller afvises.

Slagkraftig feministisk og antiracistisk kritik

Som antiracistiske feminister er det en udfordring at undgå at medvirke til at skabe et billede af, at kvinder fra andre steder i verden alle er ens – som det sker, når kvinder fremstilles i den uoverkommelige offerrolle. På samme måde må man undgå at tale på andres vegne eller tale ind i den logik, der prædiker, at ’kvinders lighed er en vestlig ting’.

Man bliver ikke nødvendigvis et offer af at blive fremstillet sådan – men ideen om offerrollen er meget problematisk, hvis man vil knytte feministiske kampe sammen i stedet for at grave grøfter og skabe racisme.

Velkommen til det nye klassesamfund

I 70’erne hed det ’fremmedarbejder’ og ’spaghetti’. I 80’erne hed det ’perker’ og ’indvandrer’. I dag hedder det ’muslimer’. Det er en gruppe mennesker som mange gerne vil gøre meget for. Integrere dem og stoppe deres radikalisering og lære dem demokratisk kultur og værdier, hedder det, også langt ud på venstrefløjen.

At venstrefløjen har haft problemer med internationalismen og solidariteten når det gælder arbejdsmigranter er der ikke noget nyt i. I 70’erne talte folketingsmedlemmer for DKP mod arbejdsmigration, angiveligt for at undgå løntrykkeri. ’Den danske arbejder’ var vigtigere end den tyrkiske. I dag forsøger ikke bare Socialdemokratiet, men også SF at erobre terrænet tilbage fra Dansk Folkeparti og Venstre ved at blive Dansk Folkeparti og Venstre. Men også på venstrefløjen til venstre for SF er der problemer. En udbredt forestilling på denne del af venstrefløjen er her at racisme skal bekæmpes fordi den, ud over at være inhuman og ubehagelig, skygger for det egentlige problem; kapitalismen og dens udbytning. Racismen er kun et overfladisk blændværk, som gør at folket ikke kan gennemskue deres sande klasseinteresser, synes logikken at være. Derfor skal kampen mod dette blændværk helst heller ikke fylde alt for meget. For der skal jo stadig være energi til at pege på det som det hele ’i virkeligheden’ handler om.

Ud over at racisme uden tvivl udgør en god del af den glidecreme, der har holdt det yderste højre, i postmoderne gevandter, ved den parlamentariske magt siden 2001, og som tydeligvis sætter sit præg langt ind i det der plejede at være venstrefløjen, rummer denne blændværksretorik et stort problem. Racisme er ikke bare fokusforflyttende borgerlig propaganda. Racisme og racialisering skygger ikke for klassesamfundet: Racisme og racial kategorisering er klassesamfundet. En vital del af kapitalismens krop.

Siden murens fald har racekategorien undergået en række sproglige forandringer. Race er blevet til ’kultur’. Også ’religion’, brugt synonymt med ’kultur’, har spillet en tiltagende central rolle, og ikke mindst ’islam’ og ’muslimer’ har været tilbagevendende figurer i debatten i både medier og i parlamentarisk politik. Betegnelsen ’muslim’ må i denne kontekst forstås på linje med sociale kategoriseringer som ’fremmedarbejder’, ’gæstearbejder’ og ’flygtning’, snarere end en formelt religiøs betegnelse. Frem for alt må det forstås som ’underklasse’. Dette handler ikke alene om at migranter og efterkommere af migranter har de dårligst betalte jobs. Klassestruktur og strukturering handler også om hvad der værdsættes og anerkendes. Hvad der anses for god og naturlig opførsel, hvem der anerkendes som værdig til uddannelse, værdig til en fremtid, værdig nok til værdighed. Kapitalisme og klassestruktur handler ikke alene om materiel fordeling men også om symbolsk fordeling, hvad der forstås som godt og hvad der forstås om skidt. I denne fordeling både hvad angår besiddelse og hvad angår rettigheder er den gruppe mennesker, som identificeres som muslimer udgrænset i et særligt hjørne af samfundsorganismen. Denne udgrænsning gør det politisk muligt at gennemføre alt fra særligt dårlige pensionsforhold til særlige overvågningstiltag og særlige straffe.

Det er naivt hvis vi tror at dette kun strømmer ud af staten og ud af parlamentarisk politik. Ser vi eksempelvis på megen feministisk tale i dag i, også uden for folketinget og andre statslige institutioner, udgør ”muslimske kvinder” en særlig gruppe som det er helt legitimt at igangsætte særlige opdragelses- og befrielsesteknologier overfor. ’Muslimske kvinder’ anses for viljesløse ofre, mens ’ den muslimske mand’, som kvinderne er ofre for, anses for at være patologisk fanget i en helt særlig patriarkalsk kultur som er fuldstændigt anderledes end det såkaldt ligestillede og demokratiske danske samfunds. Fuldstændigt kulturelt anderledes end den ligestillede og demokratiske danske mand, hvorfor ’han’ må udsættes for integrationsteknologier så han kan tilpasses den demokratiske og ligestillede danske stat og de demokratiske og ligestillede danske arbejdspladser. I det hele taget udgør ’muslimsk kultur’ i denne logik en særlig patologisk og uciviliseret størrelse, der er grundlæggende anderledes end denne ’kulturs’ positive modbillede: den såkaldt danske kristne kultur, der identificeres med… ja, demokrati og kvindefrigørelse.

Logikken er ikke ny. Går vi tilbage til slutningen af 1800-tallet var det tilsvarende måder datidens arbejderklasse blev beskrevet på. Også proletarmanden var dyrisk og patologisk og skulle disciplineres og integreres mens proletarkvinden skulle hjælpes af kvindesags-borgerkvinderne til ikke at få så mange børn. Så tæt ind på kroppen og ind i kroppen som muligt skulle proletarkvinden og proletarmanden hjælpes.

Beherskelse af kroppe gennem opdelingen af befolkningen i species/racer har altså længe udgjort kroppen af klassesamfundet. Den racialiserede københavnske muslim står altså på samme plads i kapitalismens symbolske økonomi som 1800-tallets københavnske proletar.

Kamp mod racisme må derfor forstås som kamp mod klassesamfundet. Racisme er klassestrukturering. Og den irrationelle borgerlige snak om særlige danske værdier og særlig dansk kultur overfor en særlig muslimsk kultur er ikke alene bortforklaring, overflade og blændværk, men en uundværlig del af produktionen af det religiøsiserede og kulturaliserede, det vil sige racialiserede proletariat som kaldes indvandrere/muslimer. I den forstand udgør flygtninge, arbejdsmigranter og efterkommere ikke et egentligt nyt proletariat, men det samme gamle proletariat fremskrevet og produceret på måder, der, når man skærer til benet, er lige så gamle som kapitalismen og imperialismen. Ordene er nye, men struktureringen er den samme.

Når venstrefløjen skriver sig ind i talen om integration og afgrænser helt forskellige Blut-und-Boden-kulturer (den gode versus den skadelige) er det klassesamfundet, venstrefløjen er med til at producere. Og når den mere venlige del af venstrefløjen harmes over racisme, men heller ikke synes at minoritetsspørgsmål skal fylde alt for meget på arbejds- og velfærdskampens bekostning, er det netop bortforklaringselementet i den kulturalisede klasseracisme, der er i funktion, og det er klassesamfundet og det er produktionen af forskel, der overses.

Skrevet af initiativet 1.maj 2008