1. maj: Mayday Mayday!

Af Pil Christensen og Sebastian Gjerding

Den 1. maj bliver der traditionen tro demonstreret over hele verden. Fadøl, pølser, faglige taler, hornmusik og meget lidt nytænkning har dog sat sit præg på arbejdernes internationale kampdag i Danmark.

Men rundt omkring i Europa spirer nye politiske konstellationer frem. Mennesker, der forsøger at bruge dagen til at sætte fokus på det pres, de alle mærker. Under overskriften ”EuroMayDay” demonstreres der i op mod 20 europæiske storbyer, deriblandt København. Forenet i at ville bryde grænsen for hvad 1. maj er blevet til og for at aktualisere perspektiverne for faglig kamp.

Bevægelsen udspringer af de netværk, der blev dannet i globaliseringsbevægelsen og samlede sidste år alt fra 20 mennesker i en aktion i Tornio i Lapland til flere hundredetusinde i Milano i Italien.

For tredje år i træk bliver EuroMayDay fejret og sætter usikkerhed på dagsordenen: ”Den 1.maj vil vi demonstrere og protestere imod usikkerhed, det vigtigste og mest brændende sociale spørgsmål i Europa i dag - hvilket de gigantiske demonstrationer i Frankrig med en hel generation imod usikkerhed og CPE viste. Usikkerheden omfatter arbejds- og livssituationen for millioner af europæere”.

Det moderne arbejde - et usikkert liv

EuroMayDay materialiseres i en tid, hvor alle de europæiske samfund bliver revet igennem en smertefuld ”tilpasning” til globaliseringen. Overalt bliver forringelser af rettigheder på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet lanceret som nødvendige.

Hvis en modig sjæl stiller spørgsmålstegn ved forlænget arbejdstid, lavere dagpenge, mindsket SU eller besparelser på hospitalerne, bliver hun stemplet som en egoist, der ikke er villig til at ofre sig en smule for fællesskabet. Anders Fogh, Blair og Chirac afpolitiserer valg, der er altafgørende for vores fælles fremtid ved at henvise til ansvarlige beslutninger. De kalder besparelser og liberaliseringer nødvendige, og gør alt for at skjule, at der er tale om politiske valg.

I globaliseringens hellige navn skal alle løbe hurtigere, være omstillingsparate og fleksible. Mens den sociale sikkerhed skubbes til side af et neoliberalt krav om et konkurrencedygtigt samfund, vokser gruppen af kortvarigt ansatte i lavtlønnede og ufaglærte jobs eksplosivt i både Danmark og i resten af Europa.

Det er gældende for lagerarbejderen, McDonalds-arbejderen, men også pædagogmedhjælperen, hjemmehjælperen, cykelbudet og bygningsarbejderen. Kontrakt- og korttidsansættelserne forekommer i den fremvoksende servicesektor, i den videnstunge sektor, men også i de mere traditionelle sektorer.

Uanset om man er ufaglært lagerarbejder, forsker eller pædagog gælder det, at de traditionelle rettigheder udhules, mens det bliver nemmere for arbejdsgiveren at fyre. Samtidig lægger det voksende antal vikarer pres på rettighederne ved at udkonkurrere de fastansatte og udhule lønnen.

Der er masser af fleksibilitet på arbejdsmarkedet i dag, men fleksibiliteten gavner hovedsageligt dem, der kan ansætte og fyre.

Sjælen med på arbejde

Men arbejdslivet ændrer sig også på andre måder. Udover de konkrete arbejdsfunktioner, der hører til et arbejde, bliver det i stigende grad påkrævet, at medarbejderens sociale kompetencer udnyttes optimalt.

Cafémedarbejderen skal sikre den gode stemning, smile og skabe intimitet på arbejdet, samtidig med at være fortrolig og opbygge et kammeratskab med chefen. Det gøres til et fælles ansvar, at cafeen løber rundt, men med ansvaret følger ingen indflydelse.

Og udbytningen af arbejderens sociale kompetencer ses ikke kun i de lavtlønnede jobs, også medie-, kultur- og vidensarbejdere er underlagt den. Her produceres viden, billeder og identiteter og tanker og følelser bliver dermed genstand for profit. Fritid og arbejde smelter sammen og der produceres under bruseren, i parken og når børnene bliver hentet.

Med et konstant krav om øget produktivitet bliver det umuligt at lægge arbejdet fra sig, når arbejdspladsen forlades.

Når der hænges ud med vennerne reproduceres og udvikles de sociale kompetencer og evner til at indgå i arbejdsnetværk, som er vigtige i erhvervslivet. Fælles for de moderne arbejdsformer er, at skellet mellem arbejde og fritid bliver flydende og ændrer på arbejdsmarkedets forhold.

De mange ændringer på arbejdsmarkedet har ikke kun konsekvenser for kravene til den enkelte medarbejder, de har også afgørende betydning for muligheden for faglig organisering.

De enkelte arbejdere er i konstant konkurrence med hinanden, fordi kontrakterne konstant skal genforhandles, og identitet er i mindre grad knyttet til enkelte arbejdspladser eller fagområder.

Alene det faktum at der skiftes jobs langt oftere end for blot 10 år siden, betyder, at den klassiske arbejderidentitet i dag er på retur.

Det skaber nye udfordringer for den klassiske fagopdelte fagbevægelse.

Behov for nye organiseringer

Det ændrer dog ikke ved, at der er behov og mulighed for organisering omkring det fleksible arbejde.

Den netværks-samarbejdsform, som bliver tillært gennem arbejdet, giver nye muligheder for organisering i mere flydende bevægelser. - Muligheder for at danne bevægelser der kan omstille sig hurtigere, fordi de ikke er bundet af det hierarki, der afspejler både den gamle arbejderbevægelse og det traditionelle arbejde.

Det gamle leninistiske parti var bygget op omkring stramt hierarki, ud fra den måde arbejdet var organiseret i industrisamfundet. Den tid er forbi.

De nye bevægelser skal finde deres styrke i organiseringer, der tager udgangspunkt i den måde som folk arbejder på i dag; i netværk, og med flade, skiftende strukturer.

Det er nødvendigt at eksperimentere med nye fællesskaber og organiseringer på det nye arbejdsmarked, der helt bryder med grænsen imellem arbejde og ikke-arbejde. Netop fordi produktionen foregår hele tiden, og ikke kun når vi befinder os på arbejdspladsen.

Der skal skabes et øget fokus på de problemer, der er en realitet på det nye arbejdsmarked. Usikkerhed, stress, isolation og en tung placering af ansvaret hos den enkelte medarbejder, der samtidig må se sig udelukket fra indflydelse i forhold til de overordnede beslutninger på arbejdspladsen.

På dagens arbejdsmarked bliver den slags problemer gennemgående betragtet som personlige. Frem for at lade stress være arbejdsgivernes ansvar, bliver det gjort til den enkelte medarbejders eget ansvar.

Dette øger en negativ individualisering endnu mere, og gør samtidigt grundlaget for kollektive organiseringer endnu svagere.

For at skabe grobund for nye fællesskaber er det vigtigt, at de moderne arbejdsrelaterede problemer bliver gjort kollektive. Og disse fællesskaber, der danner udgangspunkt for kollektiv handlen, kunne findes i den ensartede usikre situation, der opleves på det moderne arbejdsmarked.

I velfærdsreformernes skygge

1. Maj 2006 finder sted i skyggen af en lang række forringelser af velfærden. Et gennemgående træk i de forslåede reformer er, at det går ud over de svageste og dårligst stillede i samfundet.

Nogle af dem, der bliver ramt hårdt, er de studerende og unge mennesker generelt.

Det sker blandt andet med forslaget om at halvere kontanthjælpen for unge under 30 år, en regel der allerede gælder de 18 – 24 årige. Resultat bliver - efter betalt bolig udgift - at den unge kun vil have omkring 1500 kr. at leve for om måneden.

En så voldsom reduktion af livsgrundlaget kan have store konsekvenser for den enkelte.

Med de eksplosivt stigende boligpriser kan mange blive tvunget til at flytte og det foringer den enkeltes muligheder for at komme i arbejde eller uddannelse igen.

Men det er ikke kun kontanthjælpen for de unge, der skæres i; også dagpengene foreslås halveret for de 25 – 29 årige. En forringelse, der på samme måde er med til at indskrænke mulighederne og øge usikkerheden for de unge.

På studie-området er det både indholdet af uddannelserne og det økonomiske grundlag, der bliver stærkt forringet.

10. klasse skal nedlægges, hvilket vil medføre at de, der har brug for et ekstra år til at beslutte deres fremtid i, forbedre karakterer eller bare puste ud inden det næste uddannelsesforløb, jages videre og måske derfor ikke magter at begynde på en uddannelse.

Både erhvervs- og produktionsskole-eleverne vil opleve, at deres uddannelse vil blive dårligere, fordi der vil være færre midler. Samtidig vil regeringen dele eleverne op i A og B elever, hvilket vil betyde, at de fagligt og socialt mindst bemidlede får dårligere job og dårligere fremtidsmuligheder.

Med velfærdsreformen vil Universiteterne kun få penge for de elever, der gennemfører på normeret tid plus et år. Dermed kan universiteterne blive nødsaget til at sænke det faglige niveau, for på den måde at få flest studerende igennem uddannelsesforløbet og opretholde universitets økonomi.

Nødvendige turbo-studier

Det økonomiske grundlag for de studerende i form af SUen står over for store nedskæringer. Det er igen de mennesker, der ikke følger den lige linje gennem systemet, enten fordi de har sværere ved at klare kravene og behøver ekstra tid, eller fordi de har lyst at prøve andre ting, der rammes.

For de, der venter længere end to år med at begynde på en videregående uddannelse, bliver der trukket 1000 kr. af SUen. Og når man fjerner et år af SUen, bliver mulighederne for at vælge om væsentligt indskrænket, og mange vil være nødsaget til at tage mere erhvervsarbejde ved siden af studierne.

Erhvervsarbejdet vil tage tiden fra studierne og derfor også gøre det sværere at følge med og bestå de nødvendige eksaminer. Samtidig indføres der økonomisk straf til de studerende, der ikke består en eksamen, hvilket vil betyde, at den enkelte studerende hurtigt kan komme ind i en ond cirkel.

Generelt vil velfærdsreformerne på uddannelsesområdet altså resultere i, at flere vil få sværere ved at gennemføre en uddannelse, og de, der vil få det hårdest, er dem, der i forvejen har de dårligste muligheder.

Det kan f.eks. være studerende, der ikke har forældre, som har råd til at støtte dem økonomisk eller dem, der vælger at få børn under uddannelsen.

Reformerne bliver præsenteret som nødvendige og uundgåelige for at opretholde velfærdsamfundet i fremtiden. Og det er ikke kun en økonomisk dagsorden, der ligger bag forslagene om velfærdsreformer.

Reformerne skal også øge de unges tilpasning til det nyliberale arbejdsmarked og med trusler og økonomiske sanktioner disciplinere og ensrette unge menneskers til at skynde sig gennem uddannelsessystemet, arbejde mere og længere.

Mayday Mayday

Efter oprøret i Frankrig er det tydeligt, at de ændringer, der sker på arbejdsmarkedet, er gældende overalt i Europa, selvom de manifesterer sig forskelligt.

Europa er blevet usikkert. En usikkerhed, der der foregår på mange niveauer og skaber gennemgribende forandringer af vores liv.

Resultatet er, at mennesker i over 18 forskellige storbyer i Europa, USA og Japan på dette års 1. maj samles om fire krav: Gratis offentlig transport, garanteret indkomst uafhængig af tilknytning til arbejdsmarkedet, adgang til billige boliger og en demokratisering af adgangen til viden og kultur ved kravet om fri up- og download.

Alle fire krav er knyttet til ønsket om et anderledes samfund. Et samfund, der modsat idag, i langt højere grad er præget af demokrati og frihed. Det gælder en demokratisering af arbejdet og studierne og en reel mulighed for medbestemmelse og indflydelse på alle niveauer i livet. Derigennem også mulighed for at opnå fleksibilitet - men på medarbejderne præmisser i stedet for på virksomhedernes.

EuroMayDay fungerer som en konkret manifestation af de politiske kampe, der foregår på og omkring det fleksible arbejdsmarked. Det sker ikke med en romantisk drøm om en tilbagevenden til den gamle velfærdsstat med stabile 8-16 jobs.

Parolen må være: ”Ingen vil være dømt til det samme job resten af livet. Men heller ingen vil bruge hele dagen på at finde ud af, hvordan den næste regning kan betales, mens man jonglerer i mellem tre forskellige jobs”.

Artiklen er skrevet af Af Pil Christensen og Sebastian Gjerding og stammer fra Kontradoxa